IP-Only Enterprise bliver til GlobalConnect

GlobalConnect kan i dag annoncere, at den svenske leverandør af fiberbaserede datakommunikationstjenester til virksomheder, IP-Only Enterprise, skifter navn til GlobalConnect.

Med dette skabes et samlet B2B-brand på tværs af GlobalConnect-koncernen. Navneændringen træder i kraft den 21. september 2020, og fiber til det svenske privatmarked vil fortsat leveres under IP-Only-brandet.

Den 21. november 2019 blev planen om at fusionere GlobalConnect og svenske IP-Only annonceret. Den 3. februar i år begyndte GlobalConnect og IP-Only at fungere som et fælles selskab, nemlig Nordeuropas førende leverandør af digital infrastruktur, med et omfattende fibernetværk på tværs af grænser. Med navneændringen i Sverige vil koncernen operere under samme navn i hele regionen; Danmark, Tyskland, Norge, Sverige og Finland.

”Det handler om enkelthed,” siger Martin Lippert, koncernchef i GlobalConnect. ”Med GlobalConnect som fælles brand på erhvervsmarkedet sikrer vi, at vores kunder opfatter os som én virksomhed i hele regionen. Vi vil fortsætte med at opbygge nye kundeorienterede tjenester under GlobalConnect-brandet, hvilket gør vores tilbud og leverancer mere integrerede og koordinerede. Vi vil også fortsætte med at bygge videre på den succes, vi har på privatmarkedet, ved at udnytte vores brands IP-Only i Sverige og HomeNet i Norge.”

Et samlet nordisk brand

GlobalConnect repræsenterer nu en fælles nordisk koncern med ambitionen om at være den førende leverandør af digital infrastruktur i Nordeuropa. Det nye GlobalConnect er den eneste leverandør, som kan imødekomme den stigende efterspørgsel fra nationale og internationale virksomheder på stabile og sikre end-to-end forbindelser på tværs af Nordeuropa og samtidig imødekomme væksten i fiber til private hjem.

”Vores mål er at sikre, at vores kunder kan indfri deres digitale ambitioner hurtigere. Vi vil forenkle den digitale transformation for vores kunder gennem nye innovative løsninger,” siger Martin Lippert.

 

Om GlobalConnect
GlobalConnect er et førende teknologi- og datakommunikationsselskab i Nordeuropa. Koncernen leverer helhedsløsninger fra fiber til sky baseret på egen infrastruktur, der består af 74.500 km fibernetværk og 22 datacentre med i alt 27.000 kvadratmeter i Danmark, Norge, Sverige og det nordlige Tyskland. GlobalConnect har 28.000 erhvervskunder og leverer også højhastigheds fibernetværk til 302.000 privatkunder i Sverige og Norge under navnene IP-Only og Homenet. GlobalConnect har mere end 1.700 medarbejdere og en samlet omsætning på EUR 547 millioner i 2019.