Bit's, Bytes og Bites
Birger Hauge, 01-02-2011
Jeg glæder mig til onsdag den 2. februar 2011. Her skal jeg
nemlig tilbringe min formiddag sammen med et række fremsynede
mennesker og ca. 200 deltagere - der har løst billet til
arrangementet "Bit's of Inspiration", der holdes i Stærekassen.
Jeg har fået fornøjelsen at være moderator på seancen og det er
altid spændende - som moderator bliver jeg nemlig
professionelt tvunget til at lytte rigtig godt efter indlæggene,
samtidig med at fornemme stemningen i salen. Jeg har det med
fremsynede innovative mennesker, næsten som med narkotika- jeg
bliver afhængig af det - og denne onsdag angribes innovation fra
fire forskellige vinkler.
Det bliver interessant at opleve Microsoft, som i de sidste 25
år er det firma, der har lavet mest om på verden, og i samme
seance er Google, som har ændret mest på vores arbejdsdag de
sidste 5 år. Samme formiddag skal vi møde en kvik iværksætter, som
inden han fyldte 30, havde skabt et firma som kunne sælges for 31
mill €- og sidst men ikke mindst min yndlingstrendspotter
Christiane Vejlø, som godt nok postulerer, at hun skriver for
kvinder, men jeg sniger mig nu også jævnligt forbi hendes blog,
hvor der altid er god inspiration.
Minsandten om der ikke også er Bites of inspiration - Bo
Lindegaard tryller med morgenmaden - manden der har arbejdet med
molekylær madlavning på bl.a. Restaurant Jacobsen- står ganske
enkelt i morgenkøkkenet på Stærekassen.
Scenen er sat - til det første Bit's of Inspiration - Jeg håber,
at deltagerne tager godt imod - GlobalConnect har nemlig meldt ud
,at det ikke behøver at være sidste gang, selskabet tager teten og
inviterer til inspiration og eftertænken. Jeg samler gerne
ideer og inspiration til fremtidige emner og oplægsholdere - tag
opfordringen op, kommentér og kom med forslag.
Birger Hauge
Direktør Villa Watt
