Blog

FiOS: Et smugkig ind i fiber-underholdningens fremtid

Claus Hetting, 28-06-2011


Kan man regne med, at USA i dag er et udtryk for fremtidens Europa hvad angår teknologi og megatrends? Sådan har det været - og sådan er det muligvis stadig, når det gælder underholdning i stort stil leveret over fibernettet.

USA's Verizon FiOS er en af verdens største og vigtigste fiberselskaber hvad angår FTTH - eller fiber til hjemmet - og virksomheden har først og fremmest kastet sig over underholdningsmarkedet med masser af HD-TV leveret over fiber til hjemmet. Over 70 HD-kanaler kan man få adgang til på en FiOS-fiber - sammenlig så lige det tal med den lille håndfuld eksperimenterende HD-kanaler vi har herhjemme.

Ifølge Verizon kan FiOS også levere uafhængige HD-kanaler til op til 8 fladskærme i hjemmet - så burde der være underholdning nok - også til teenageværelset, køkkenet og toilettet, hvis man skulle få brug for det.

Men FiOS går også et stykke videre: Har man købt en film på FiOS, kan man vælge at få den streamet til sin iPhone eller iPad - det er nyttigt når man er på farten. Og bliver man træt af den almindelige fjernbetjening til settop-boksen kan man styre hele herligheden fra en app på sin iPhone… Det er godt tænkt.

Verizon har angiveligt investeret mere end 100 milliarder kroner i at rulle fiber ud i en række stater fortrinsvis langs den amerikanske østkyst.

 

0 Kommentar

Deltag i debatten og skriv en kommentar


Skriv en kommentar

Notificer mig per email om nye kommentarer til denne blog post