Digital forandring: Er din virksomhed
klar?
Hvis dagens virksomheder skal kunne
konkurrere også i fremtiden, så handler det om at skabe ny værdi,
og den værdi skal skabes på tværs af landegrænser og kulturer. Også
de traditionelle virksomhedskulturer - med ledere på toppen af en
stor, lodret organisation - står foran en nødvendig forandring.
Det mener Albert Anghern, som var en af talerne under Bit/s of
Inspiration, d. 25. oktober i Børssalen i København.
"Den gode nyhed er, at virksomheder i dag har alle muligheder
for at skabe værdi igennem den nytænkning, som især opstår igennem
sociale netværk og andre digitale værktøjer for samarbejde. Den
mindre gode nyhed er, at der er alvorlige forhindringer, som skal
nedbrydes, før det kan ske", siger Albert Angehrn.
Albert Angehrn er en af verdens førende eksperter inden for
digital forandring - dvs. han arbejder med den udfordrende proces,
som store virksomheder skal igennem for at udnytte alle deres
medarbejderes idérigdom og potentiale. I Danmark har han bl.a.
arbejdet med LEGO.
De tre veje frem
"Hvis virksomheder skal forny sig i din nye digitale verden, er
der tre veje frem. For det første handler det om at indse, at
mennesker er forskellige - og arbejder man med denne indstilling,
er der rigtig meget værdi at hente", siger Albert Angehrn.
"Hvis man ensretter medarbejdernes syn på verden og deres
arbejde, så risikerer man at kvæle innovationen. Man bør skabe en
kultur, hvor det modsatte er tilfældet: Forskellighed fordrer
friheden til at tænke nyt", udtaler han.
Den anden vej frem er at involvere flere medarbejdere i både
strategi og eksekvering, samtidig med at bliver bedre til at dele
virksomhedens samlede viden. Endelig er det vigtigt, at også
kunderne indgår i det nye digitale samarbejde, og at man på det
personlige plan bliver bedre til at håndtere konflikter.
"Det er vigtigt, at man flytter sig væk fra en indstilling, hvor
man styrer og kontrollerer sine medarbejdere. Men når man begynder
at nedbryde den traditionelle ledelsesform, så står man også over
for at skulle nedbryde frygt og vanetænkning. Det er en af de
største udfordringer, når virksomheder skal forandres", siger
han.
Nye digitale værktøjer
Den gode nyhed er, at der er ingen mangel på digitale værktøjer
og nye former for digital kommunikation. De kan skabe en stor
dynamik og nye værdifulde former for samarbejde, hvis
virksomhederne forstår at forandre deres ledelseskultur. Der findes
allerede mange digitale kommunikationsformer, og der vil kun blive
flere i fremtiden.
"Det er vigtigt for alle ledere at forstå og erkende, at den
digitale verden er på vej til at forandre vores arbejdsliv for
bestandigt. Med Facebook og sociale medier, skabes der rigtigt gode
idéer ofte på græsrodsniveau igennem socialt engagement. Der er
heller ingen tvivl om, at vi kun har set begyndelsen på den
udvikling i digital teknologi, som vil præge verden i de kommende
år, siger Albert Angehrn.