Fibernet til Thisted og Morsø Kommuner

GlobalConnect indgår et strategisk samarbejde med Thy-Mors Energi om leverance af datakommunikationslinjer i Thisted og Morsø Kommuner, efter at de har vundet et EU-udbud om nye datakommunikationslinjer baseret på optisk fiber i de to kommuner. Begge kommuner ønsker at styrke datakommunikationsforbindelserne for at leve op til de standarder, der er nødvendige for at gennemføre den offentlige digitaliseringsplan i 2020.

- Vi er naturligvis meget glade for at have vundet kommunernes udbud. Samtidig er vi også stolte, fordi vi ved, at vi har været oppe mod nogle kompetente konkurrenter. Vi har vist os konkurrencedygtige på faktorer som soliditet, support og leveringsdygtighed - og også på helt basale faktorer som pris og kvalitet, fortæller Christian Holm Christensen, Adm. direktør hos GlobalConnect.

For GlobalConnect er planlægningen og eksekveringen af opgaven allerede påbegyndt.
- Målet er, at vi er klar med den færdige leverance d. 1. december 2015, og det skal vi nok nå. Vores aftale med de to kommuner løber de næste fire år, og den kan forlænges med yderligere to år, præciserer Christian Holm Christensen.

165 lokationer får kapacitet på op til 10 Gigabit

GlobalConnect skal løse opgaven i et tæt samarbejde med Thy-Mors Energi, der allerede udruller fibernet i blandt andet Thisted og Morsø kommuner. Sammen skal GlobalConnect og Thy-Mors Energi levere datakommunikation/fiber til 165 af kommunernes institutioner. Opgaven omfatter en udbygning af det eksisterende fibernet med op til 100 km, fordi der skal anlægges en symmetrisk linje på op til 10 Gigabit til kommunernes forskellige institutioner.

Udbygningen betyder, at Thy-Mors Energi forcerer den igangværende udrulning af fibernet i lokalområdet. Fiberchef hos Thy-Mors Energi, Lars Peter Christiansen, ser frem til opgaven og er glad for, at de to kommuner har valgt en lokal leverandør.

- Jeg synes, det er meget positivt, at vi i samarbejde med GlobalConnect kommer til at levere et produkt, som imødekommer kommunernes ønsker og behov. Jeg synes også, at kommunernes valg sender et stærkt signal til lokalsamfundet om, at de ønsker at fremme lokal vækst og udvikling, fortæller han.

Nye muligheder for borgerne og erhvervsliv

Den forcerede udbygning af fibernettet er en fremskyndelse af kommunernes 2020-plan for digitalisering af området. Udbygningen skal i første omgang tilgodese kommunernes institutioner, men det udbyggede netværk vil på sigt gøre det muligt for borgere og lokale virksomheder at koble sig på og udnytte de forskellige services. Derfor er udbygningen af fibernettet også et vigtigt initiativ i forhold til på sigt at kunne understøtte behovene hos det lokale erhvervsliv.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen, Morsø Kommune, er meget tilfreds med den indgåede aftale, som bidrager til, at Morsø Kommune fortsat vil være i front på den offentlige digitaliseringsstrategi, som skal bidrage til yderligere effektiv elektronisk borger- og erhvervsservice i Morsø Kommune. Samtidig noterer borgmester Hans Ejner Bertelsen med glæde, at aftalen sikrer en hurtig udrulning af højhastigheds-fiber til borgere og virksomheder frem mod 2020. Det er et meget vigtigt element i Morsø Kommunes bosætnings- og erhvervsstrategi. Borgmesteren ser frem til et effektivt samarbejde med
partnerne til gavn for borgere og erhvervsliv på Mors. Aftalen repræsenterer netop det, der nationalt er sat fokus på, nemlig at kommunerne udarbejder intelligente udbud, som både tilgodeser kommunen og borgere/erhvervsliv på dette vigtige infrastrukturområde, der i fremtiden bliver lige så vigtigt, som arbejdet med at opprioritere rute 26/34.

Også Borgmester Lene Kjelgaard Jensen, Thisted Kommune, glæder sig over at kunne styrke det lokale erhvervsliv på flere fronter.

- Det er yderst positivt, at vi allerede nu er på forkant. Snart får vores virksomheder og erhvervsdrivende endnu flere muligheder for at bringe det globale marked tættere på gennem lynhurtige dataforbindelser. Desuden er det meget bekræftende at vide, at et lokalt firma som Thy-Mors Energi kan og vil løfte opgaven i samarbejde med GlobalConnect. På denne måde styrker vi faktisk erhvervslivet i mere end én henseende.

Lene Kjelgaard Jensen støttes af Jette Ganzler Kristensen, Digitaliseringschefen i Thisted kommune, som også er yderst tilfreds med, at kommunens høje krav til de nye fiberforbindelser nu kan imødekommes.

- Vi er meget glade for at GlobalConnect og Thy-Mors Energi kan levere ikke bare til en konkurrencedygtig pris men også med en sikkerhedsmæssig stærk løsning. Ved et lave et stort og samlet udbud har vi kunnet sikre os hurtige fiberforbindelser til Thisted Kommunes mange institutioner - noget der længe har været efterspurgt. Vi glæder os meget til at samarbejde med GlobalGonnect og Thy-Mors Energi i de fire år kontrakten løber.


Om GlobalConnect

GlobalConnect er Danmarks førende, alternative udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger. Virksomheden dækker Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et 13.000 km langt netværk af optisk fiber og 13.000 m2 datacentre. GlobalConnect er grundlagt i 1998 af Niels Zibrandtsen og beskæftiger 200 medarbejdere på fire lokationer hvoraf én i Tyskland. Virksomheden havde i 2014 en omsætning på 477 mio. kr.

Om Thy-Mors Energi

Thy-Mors Energi er et kundeejet el- og fiberselskab. Thy-Mors Energi udbygger fibernet i hele lokalområdet og selskabet sikrer stabil levering af el til ca. 44.000 lokale kunder i Thisted og Morsø Kommuner, på Thyholm samt dele af Jammerbugt Kommune. Thy-Mors Energi forventer at være færdige med udbygning af fibernettet i 2020.

For yderligere information er I velkommen til at kontakte:

GlobalConnect
CEO Christian Holm Christensen, telefon 25 50 72 06

Thy-Mors Energi
Fiberchef Lars Peter Christiansen, telefon 30 50 64 40

Morsø Kommune
Udviklingschef Tanja Christiansen, telefon 24 66 38 37

Thisted Kommune
Jette Ganzler Kristensen, Digitaliseringschef, telefon 99 17 20 11

Hent magasinet Insight. Om it. For ledere.