Danish Crown - Andelsgiganten bygger om til en digital fremtid

Danish Crown-koncernen består af 20 selskaber og datterselskaber på tværs af kontinenter. Via en ny aftale indgået med GlobalConnect vil man nu samle al it i en fælles platform.

 

Da Jais Valeur i november 2015 satte sig i direktørstolen i Danish Crown, lød startskuddet samtidig til udviklingen af en ny strategi for koncernen.

Sidste år resulterede det blandt andet i en beslutning om at samle it i en global funktion, og i december indgik man en itoutsourcingaftale med GlobalConnect.

Den fem-årige kontrakt omfatter driften af fødevarekoncernens administrative servere i hele verden samt en forlængelse af en eksisterende aftale om levering af WANforbindelser.

Det lyder måske tilforladeligt, men før man kan koncentrere sig om blot at drifte løsningerne, venter der virksomhederne et større konsolideringsarbejde.

”Vi går efter at formalisere og professionalisere vores it. Fremfor at drifte det meste selv er vi gået i byen og har købt kapacitet, kompetencer, viden og services. Vi skal i gang med at bygge en platform til fremtiden, og derfor vil vi konsolidere alle vores servere på tværs af vores forskellige selskaber.”

Det fortæller Elo Høgh Bromer, der er CIO i Danish Crown og chef for rundt regnet 175 medarbejdere globalt. Øvelsen skal hjælpe Danish Crown med at sikre sin position og hjælpe koncernen med at høste fordelene i den digitale tidsalder.

 

Data for tillid

”Vi gør det her for at frigøre ressourcer internt og for at gøre vores it mere skalerbart og åben for standardisering. Vi skal kunne vokse og udvide forretningen, så snart vi får mulighederne på de enkelte markeder, uden at vores set-up bliver en stopklods,” fortæller Bromer.

Han påpeger, at man længe har været dygtige til at automatisere produktionen i Danmark, hvor lønomkostningerne er høje.

”Vi er rigtig godt med herhjemme. Det gælder særligt på produktionssiden ude i slagterierne, og de erfaringer kan vi selvfølgelig bruge i hele verden. Samtidig forventer vi, at vi kan optimere yderligere ved hjælp af robotics. Det gælder både i forhold til produktionen og til det administrative. Det er i sin spæde start, men det er den vej, vi vil,” fortæller Bromer.

Automatiserings-erfaringerne er nu ikke den eneste fordel, Danish Crown har som dansk spiller. Således nyder man godt af den tårnhøje tillid, forbrugere i store dele af verden har til danske fødevarer.

”Tilliden er uden tvivl et meget vigtigt konkurrenceparameter på nøglemarkeder som USA og Kina. Den bevarer ikke sig selv, og derfor arbejder vi mere og mere med at sikre en bedre og større dataudveksling med vores kunder og slutkunder. Vi mærker allerede nu et pres i den henseende, særligt fra supermarkeder,” fortæller Bromer.

 

Naturlig forlængelse

Tillid har også været et vigtigt parameter for Danish Crowns valg af GlobalConnect som partner. De to virksomheder har længe arbejdet sammen om WAN-løsninger, og det samarbejde udvides altså nu.

”Vi valgte GlobalConnect, fordi vi får den sikkerhed, kapacitet og funktionalitet, vi søger. Samtidig kender vi dem rigtig godt efter et ti år langt samarbejde, og derfor stoler vi på, at vi også får den fleksibilitet og dedikation, vi har brug for,” fortæller han.

Aftalen kom i stand efter et udbud og lyder på et betydeligt tocifret millionbeløb. GlobalConnect skal fremover drifte al den administrative it-infrastruktur og en lang række systemer fra løn over mail til databaser.

”Vi ser det egentlig som en naturlig forlængelse af vores gode samarbejde, og vi er overbeviste om, at vi sammen kan føre Danish Crown sikkert ind i en digital fremtid,” fortæller Bromer.

 

---

DANISH CROWN opererer globalt og er blandt verdens førende indenfor kødproduktion og -forædling. Koncernen er blandt andet verdens største svinekødseksportør og Europas største kødforædlingsvirksomhed.

Hent magasinet Insight. Om it. For ledere.