Dato: Tirsdag, 27. April, 2010
GlobalConnect udbygger sin fiberdækning i Nordtyskland med en ny
backbone-strækning på mere end 150 km fra knudepunktet i Hamborg
til en lokalitet nord for byen Husum på Slesvigs vadehavskyst.
Strækningen er et led i GlobalConnects planer om en omfattende
udvidelse af fiberdækningen i hele den nordtyske region, et arbejde
som inden for få år skal resultere i mere end 1,500 km nyt
nedgravet fiber i området inklusive adskillige redundante
ringstrukturer med Hamborg som det sydlige knudepunkt.
Arbejdet på strækningen forventes afsluttet og fibernettet taget
i brug i løbet af sensommeren 2010, selvom dele af det nye net
allerede benyttes. Næsten 400 fibre vil blive lagt i jorden, og
strækningen forventes inden for få år at blive forlænget til Tønder
ca. 40 km længere mod nord.
Flere muligheder for virksomheder i
regionen
Den nye backbone vil give virksomheder - f.eks. udbydere af
mobilt bredbånd, digital content og andre højhastighedstjenester -
mulighed for at nå ud til flere kunder med næsten ubegrænset
datakapacitet. Derudover får danske virksomheder fordel af en
lynhurtig data-opkobling til datterselskaber i Tyskland.
- Udbydere af mobilt bredbånd står over for en udfordring, fordi
datatrafikken vokser eksplosivt, og fordi eksisterende radiokæder
ikke har kapacitet til at flytte de store mængder data. Med
GlobalConnects fiber i Nordtyskland får mobilselskaberne nu
mulighed for at flytte meget mere data, siger Norbert Peters,
salgschef for GlobalConnect i Tyskland.